Mange snakker meget om diagnoser – hvilken diagnose de har eller måske endda hvor mange de har…!
Nogen gange synes jeg, at vi glemmer hvem vi er. Jeg hørte den anden dag i “god aften danmark” om en gæst, som havde været ude i de sociale medier og ytrede sin meninger, som af mange blev opfattes som racistiske udtalelser. Det viser sig at have en hel række konsekvenser for ham, som han ikke helt havde set komme og han har derfor rigtig travlt med at undskylde for sine udtalelser. Journalisten presser ham lidt og det synes håbløst for ham at genvinde sit image som den Søde og rare fyr og han griber så i desperation til den ultimative undskyldning som ingen jo kan anfægte… ” det er også min diagnose”…
Jeg har ingen holdning til selve hans udtalelser, men bliver virkeligt træt i sjælen af, alt for ofte at være vidne til mennesker, som forsøger at gemme sig bag sin diagnose i situationer, hvor de ellers selv vil skulle stå til ansvar for deres ord eller handlinger.
Jeg tror ganske enkelt ikke på, at vi næste alle gå rundet og fejler noget, eller har en diagnose. Lad os tage depressioner som eksempel. Stærkt hjulpet på vej af lægemiddelindustrien og deres retningslinier for hvornår man er behandlingskrævende (med medicin naturligvis), så skal man i dag kun have være trist eller ked af det i 14 dage for at indløse denne diagnose. Speciallæge i intern medicin og biolog Peter C. Gøtzsche har udtalt “Der er ikke mange ægteskaber, der er så elendige, at den efterladte fryder sig kun to uger efter, at partneren gik bort.”*). Det er lidt tanke vækkende, at man i dag ikke må være i sorg, eller bare ked af det. Tit er der en rigtig god grund til den tilstand man er i. I dag tager de fx. ikke tabet af en elsket person, skilsmisse, alvorlig sygdom eller arbejdesløshed som udelukkelseskriterier, når de stiller diagnosen.
Når jeg taler med medlemmerne af den ældre generation, så er deres oplevelser ikke at de livet igennem havde forskellige diagnoser inde på livet – hverken dem selv eller deres nære omgangskreds. I dag er sagen ganske anderledes. Vores store teenagedreng holdte for et par år siden en hyggeaften for venner og veninder hvor de sad i haven og fik lidt alkohol. Min mand og jeg kigger gerne ud til dem for en kort stund sådan en aften til en lille sludder, hvor vi lærer dem lidt bedre at kende. Der var vi så vidne til noget, der nærmest mindede om en duel mellem to piger, hvor de kappes om at være den der kunne berette om flest diagnoser og sågar indlæggelser på psykiatrisk..! Efter vores begges vurdering fejlede disse piger ikke ret meget, andet end at de gerne ville være lidt i fokus… Det er desværre ikke en enkelstående oplevelse med så unge mennesker. Det er i dag ikke ualmindeligt at unge helt fra 12-13 års alderen er ganske godt inde i forskellige diagnoser, dets symptomer og i hvor høj grad de selv er påvirket af det.
Nogen gange tænker jeg på, da jeg var barn der var der ikke så mange der havde diagnoser,
Havde vi det bare bedre dengang i gamle dage, eller har vi svært ved at være til stede i dag? Jeg tror desværre at det er det sidste.. Det bygger jeg på, at i dag ser betingelserne for os mennesker langt bedre ud – på papiret i hvert fald.. De fleste af os lever et ganske priviligeret liv og fattigdom er næsten ikke eksisterende (relativt i forhold til de gamle dage jeg sammenholder med). En af de ting jeg oplever er virkeligt ødelæggende for mange mennesker er alle de valg de hele tiden skal træffe samt forstyrrelser i deres daglige liv. Netto eller fakta – derefter økologiske eller ej.. Er salt nu ok at indtage i dag og hvad med æg..?!? For mange er anerkendelse så vigtig at de konstant er opmærksomme på om de nu har de rigtige holdninger og fører den rigtige livsstil. Derudover har vi tv, sms, mail, sociale medier – men ikke nogen som bude udløse så mange diagnoser som vi har i dag.
Så hvad er det der gør, at flere og flere af os får stillet en diagnose i dag? Er det os som ikke tør at mærk efter på os selv eller skal vi give hele skylden til medicinal industrien? Jeg tror personligt, at det er på tide at vi kigger indad og forholder os livet som det er på godt og ondt. Jeg er helt med på at det ikke altid er lige let, men jeg tror på at vi mennesker kan klare langt mere end vi bilder os ind.
Husk på at det er ok at være sur, gal, glad, ked eller trist – det er en del af os!
Dette blogindlæg er IKKE et angreb på folk med diagnoser! Det kan være ganske forfærdeligt for mennesker at leve med fx angst eller depression! Mit opråb går ud på at vi ikke skal gemme os bag diagnoserne og at jeg tror fuldt og fast på at rigtig rigtig mange vil kunne komme sig fuldstændigt hvis de turde kigge indad og evt med den rette hjælp!
*) Fra bogen: Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse s. 51 af Peter C. Gøtzsche